Mobil gravemaskine - nu med nummerplader

Multifleksibel mobil maskine

Vester Hæsinge Maskinstation på Fyn har investeret i en ny Schaeff TW 110 mobil gravemaskine, som Maskinhuset har leveret indregistreret med nummerplader og den store udstyrspakke.

Det er ikke hver dag, man ser en mobil gravemaskine med en 12 tons anhænger kommer kørende på landevejen. Men sådan et sæt har Vester Hæsinge Maskinstation A/S – indregistreret med nummerplader.

”Motorkøretøjet” er en Schaeff TW 110, som Maskinhuset A/S har leveret til Jørn Bertelsen,Vester Hæsinge Maskinstation.  Trods den sidste del af firmanavnet er det entreprenørforretningen, Jørn Bertelsen og hans medarbejdere koncentrerer sig om – primært reparationer af kloaker, forsyningsledninger og dræn.

Købsbeslutningen har en lille forhistorie.   

”Inden da havde vi prøvet at ryste posen for at finde ud af, om arbejdsgangene kunne gøres på en anden og mere effektiv måde. Vi kom så frem til, at vi havde brug for en mobil gravemaskine i otte-ti tons klassen,” fortæller Jørn Bertelsen og tilføjer:

”Maskinen skulle være indregistreret, sådan at den kunne køre med anhænger, som vel at mærke skulle være synet til godstransport. På den måde kunne vi have både materialer og  materiel med ud til kunden, fx gravekasser, skovle og skiltemateriale. Derved kunne vi pr. opgave spare en traktor og en vogn.”

Masser af research

Men en ting er, hvordan Jørn Bertelsens behov for en ny maskine ser ud, noget andet er at finde sådan en maskine. Efter at have afsøgt mange muligheder landede entreprenøren hos Maskinhuset, som han ikke tidligere havde købt maskiner hos.

Jørn Bertelsen påpeger, at der hos Maskinhuset blev taget rigtig godt fat om tingene. Han deltog selv flittigt i jagten på at finde løsninger så sættet kunne indregistreres da denne kombination er ret ny.

Samarbejdet både med synsmyndighed og maskinhuset har fungeret fint. I begyndelsen af marts blev den nyregistrerede Schaeff TW 110 leveret til Jørn Bertelsen sammen med den nyregistrerede Western-vogn.

Pakket med power

Den mobile gravemaskine vejer godt 11 tons og er udstyret med 4hjulstræk, 4hjulsstyring, krabbestyring og hydraulisk udtag til tip på anhænger. Bremserne er forstærket med bremseventil for at kunne køre med den 12 tons tunge anhænger. Andet ekstra udstyr er Engcon rotortilt, centralsmøring, lysbom med LED-lygter, dozerblad både foran og bagpå samt bredere dækmontering.

Dieselmotoren er en ny Deutz EU Stage 4 med 116 hk og katalysator, som både er selvrensende og vedligeholdelsesfri. Max kørehastighed: 36 km/t.

Maskinen er unik med sine tre uafhængige hydrauliske kredssystemer, der sikrer, at den på fuld kraft kan arbejde og køre samtidig. Den er derudover bygget med vendbar kølepropel.

”Vi har haft en god dialog med Maskinhuset, og det er der kommet denne konstruktive løsning ud af. Det er en maskine, der kan det hele,” påpeger Jørn Bertelsen.

Kontakt salgsafdelingen



Tilbage til nyhedsoversigten
Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere