Lærlingene er vilde med maskiner

Richard, Kevin og Michal repræsenterer den unge generation på Maskinhusets værksted

De tre lærlinge er i gang med uddannelsen som entreprenørmaskinemekaniker

Titlen er måske Danmarks længste: Entreprenørmaskinemekanikerlærling. Maskinhuset har tre af den slags lærlinge, som giver den gas på jobbet ude på værkstedet.

”Det er nogle dygtige og flittige unge mennesker, som får noget fra hånden. Og så er det værd at nævne, at de har et godt humør. Den enkelte lærling begynder her som en meget stille, ung fyr og vokser under læretiden til at blive en mand, der tør sige sin mening og virkelig evner at betjener kunder og maskiner på en god måde,” siger eftermarkedschef Torben Laursen.

De tre lærlinge er Richard Stengaard (til venstre på foto), Kevin Winther Rasmussen (i midten) og Michal Andreassen (til højre).

Kevin påbegyndte uddannelsen i sommeren 2016, mens Richard og Michael begge kan se frem til at få et svendebrev i hånden i 2017.

”Vi er glade for at have lærlinge. De bidrager til at holde hjulene i gang på værkstedet. Faktisk er det svært at finde gode lærlinge. Vi bruger mange ressourcer på at lede efter dem. De bedste af dem kommer helt af sig selv og banker på – ganske uopfordret. Det viser, at de har mod og lyst til at arbejde med maskiner,” forklarer Torben Laursen.

Han tager hatten af for de unge mænds indstilling til tingene. Richard kører 80 km hver vej hver dag. Da Michal startede, kørte han 85 km to gange om dagen på knallert, indtil han for et år siden fandt han et værelse på en gård i Lund.

Der er også et andet element i at have lærlinge.

”Som arbejdsplads tager vi jo et samfundsmæssigt ansvar ved løbende at uddanne unge mennesker,” pointerer Torben Laursen.

Uddannelsen tager fire år og veksler mellem skoleophold og praktik. Den teoretiske undervisning består af grundforløb samt 12 skoleophold og foregår på Erhvervsskolerne i Aars.

Maskinhuset5.jpg  Maskinhuset2.jpg (1)
(Richard, Michal & Kevin)



Tilbage til nyhedsoversigten
Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere