Viljestyrke betyder alt...

Comeback til en udstemplet

Claus Reckendorff fra Dragør er en fighter, der var tæt på at blive lam, da han i 2009 brækkede ryggen i en arbejdsulykke. Efter et års genoptræning blev han tilkendt fleksjob. I dag er han entreprenør og klarer sig selv.

Hvor der er vilje, er der vej. Det er et citat, der rammende beskriver Claus Reckendorff. Han etablerede sig som entreprenør sidste sommer, og det er i sig selv en lille bedrift. Men det er en helt anden historie, den 41-årige iværksætter har at fortælle. For otte år siden kom Claus Reckendorff, der dengang var ansat i et VVS-firma, alvorligt til skade i en arbejdsulykke på en nedlagt smedevirksomhed i Herlev. Han faldt på en trappe og brækkede ryggen og var millimeter fra at blive lam fra livet og ned. Han blev lappet sammen bl.a. med skruer i ryggen og skulle holde sig i absolut ro et år, før han kunne gå i gang med 12 måneders genoptræning. Claus Reckendorff kom så småt til hægterne og fik senere tilkendt et fleksjob, hvor han nogle timer om ugen skulle sælge spabade og svømmebassiner. I fritiden fortsatte han med den genopbyggende træning og fik det bedre og bedre.

”En dag gik jeg op til kommunen og sagde, at jeg ville melde mig ud af fleksordningen. Det havde de aldrig oplevet før. Jeg fortalte, at jeg ønskede at blive selvstændig entreprenør, og at jeg ville klare mig selv økonomisk,” fortæller Claus Reckendorff med et stort smil.

Og sådan gik det. Men først blev han lige uddannet autoriseret kloakmester. 1. juli 2016 etablerede han CRB Byg og Kloak i Dragør på Amager.

Gang i forretningen

De første opgaver bestod i at anlægge swimmingpools, hvortil Claus Reckendorff købte en brugt gravemaskine. Via netværket kom der hurtigt flere ordrer til, bl.a. inden for kloakering, ny- og tilbygning samt støbning af fundamenter. Nu er CRB Byg og Kloak også begyndt at anlægge græsplæner, og til den opgave har Claus Reckendorff investeret i en fabriksny Schaeff TC 22-2 minigraver, som bl.a. er udstyret med Leica GPS nivelleringssystem, Auger Torque jordbor og Tiltman hydraulisk hurtigskifte, som er monteret på minigraveren fra Schaeff-fabrikken i Tyskland. Handlen er indgået med Maskinhuset i Slagelse.

”Med Leica-udstyret sparer jeg en håndmand i forbindelse med, at jorden skal nivelleres, inden der skal sås græs eller lægges rullegræs,” forklarer Claus Reckendorff.

Firmaet har derudover ansat to nye medarbejdere, hvoraf den ene skal tage sig af de grønne anlægsopgaver.

”Vi har gang i forretningen, og det går fint. Jeg kan da godt mærke, at jeg har nogle skruer siddende i ryggen, og at jeg ikke kan holde til den samme belastning som inden arbejdsulykken. Men jeg har det godt med, at jeg tog den beslutning og begyndte som selvstændig. Arbejde er en stor del af mit liv, ” siger Claus Reckendorff.

 

MH Reckendorff slagelse.JPG (1) 

 



Tilbage til nyhedsoversigten
Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere