Teknologisk tigerspring mellem buske og blomster

Nyt 3D-syn på haven

Christian Kielberg arbejder med en ambitiøs digital plan. Med 3D-briller skal kunden kunne gå en virtual reality rundtur i sin nye have, som i virkeligheden kun findes som en skitsetegning.

Concept Gardens hedder Christian Kielbergs halvandet år gamle firma, som vinder markedsandele på Sjælland. I den periode har firmaet fra Gadstrup - snart Roskilde - tegnet 16 haver, og 70 procent af projekterne er kommet i hus. Christian Kielberg har arbejdet i anlægsbranchen i flere år og blev træt af akkorder og faglige begrænsninger. Sammen med medejer Jesper Friis vil han fremadrettet sælge drømme – og målgruppen er på ingen måde discountsegmentet.

”Vi skal give vores kunder en designhave, de ikke kan få andre steder,” udmelder han kort og godt.

En stor del af projekterne tegner han sammen med landskabsarkitekter, og det er så Kielberg Anlægsteknik, der fysisk går i gang med at realisere det enkelte haveprojekt med gravemaskiner, muldjord og knofedt. En anden del af projekterne tegner Concept Gardens selv. Og Christian Kielberg sætter en ære i at finde opbyggende elementer som granit, natursten og træplanker, som ikke kan købes alle steder i Danmark.

Havevandring med 3D-briller

Hos Concept Gardens får kunden sit haveprojekt at se som traditionel skitsetegning og i 3D-format. Men Christian Kielberg, der elsker it, er klar til at gå skridtet videre. Han bruger mange timer på sit kontor, hvor hans skrivebord er domineret af tre store skærme. Her sidder han i mørke og barsler med sin nye drøm, som går ud på, at kunden – med 3D-briller på – skal kunne gå en virtual reality rundtur i sin nytegnede have.

”Når kunderne ser deres haveprojekt i 3D-format, så forstår de løsningen med det samme, det er vores erfaring. Hvad vil det så ikke betyde for kunderne, hvis de virtuelt kan gå rundt mellem de forskellige miljøer i haven, se deres børn lege, se der er ild i bålstedet og måske endda hoppe en tur i swimmingpoolen?” spørger Christian Kielberg med begejstret stemme.

Efter planen skal de 3D-virtuelle haver være klar til danmarkspremiere til oktober.

Unikke installationer

Kielberg Anlægsteknik beskæftiger fem mand, hvoraf de to er kommet til inden for de sidste tre måneder. Det drejer sig om henholdsvis en brolægger og en anlægsgartner. Som et led i væksten har firmaet investeret i en ny Schaeff TC 16-2 minigraver, som er købt hos Maskinhusets afdeling i Slagelse.

”Maskiner og værktøj er alfa og omega for mig, og det skal bare virke,” pointerer Christian Kielberg, der er klar med en prognose – ikke om vejret – men om havemarkedet.

”Flere og flere interesserer sig for deres haver og hele uderummet. Den tendens skal vi være en del af. Vi vil være med til at lave folks haver til unikke installationer,” siger han.

 



Tilbage til nyhedsoversigten
Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere